Min vej hjem
Min vej hjem har været kringlet og med en masse omveje, med glæder og sorger og smertefulde erkendelser, der alle har givet mig den læring, der udgør mit fundament i dag.
Fra min uddannelse som cand.scient.pol. og som økonomichef i Vejdirektoratet, skiftede jeg spor og realiserede en drøm med Catering firmaet Julies Køkken. Da min mand blev uhelbredelig syg med Alzheimers, lagde vi vores liv om og vi flyttede fra København og realiserede en gammel drøm om at flytte på landet. Det lykkedes, da vi købte min mands barndomshjem Nybjerg Mølle i Egtved.
Alzheimers
Siden 2016 har jeg brugt min stemme til at sætte fokus på Demens, bl.a. gennem DR-dokumentaren ”En Stille Forsvinden” og via foredrag og min blog www.livetmedalzheimer.dk.
Jeg har bidraget til den offentlige debat om demens, og udgav i 2020 bogen ”Jeg ser dig stadig” hos Lindhardt og Ringhof.
Mit nye ståsted
Efter min mands død i 2019, havde jeg brug for at finde et nyt ståsted. Jeg er uddannet flow specialist ved Anja Vintov, og har et brændende ønske om at inspirere andre til, at slippe frygten og længslen og være med det der er på godt og ondt og stadig leve livet fuldt ud.
Uden arbejdet med at slippe frygten og være forankret i mig selv, ved jeg ikke hvor jeg ville have været i dag. Det har givet mig en ro og tillid til, at jeg kan klare, hvad der end måtte opstå af situationer.
Undervejs i min proces har jeg brugt naturen, meditation og øget min bevidsthed for at fastholde meningen med livet generelt. Alt dette brænder jeg for at give videre og formidle på mine retreats og i min coaching.
Sideløbende driver jeg Nybjerg Mølle B&B og vores lille skovejendom.
Julie Rubow